Jeg har altid haft en fascination for trapper. Og den fascination viser sig nu at bære frugt. Jeg har nemlig vundet bronze i en stor international fotokonkurrence. Billederne af trapperne er taget i fire helt særlige bygninger i Danmark. Men først lidt om min passion.
Igennem en lang årrække har jeg taget en del billeder af trapper i indland og udland for både store og små arkitektfirmaer. Der findes så mange smukke trapper i Danmark. Deres grafiske udtryk kombineret med den funktion, de har, er på alle måder interessant. Udover at de danner smukke mønstre, så forbinder de bygninger, huse og mennesker med hinanden. Der er noget gådefuldt, uendeligt og vovet over trapper – hvor fører de hen? Og hvem kommer mon ned ad dem? De kan virkelig noget.
Jeg valgte derfor at indsende fire trappe-billeder til en stor international fotokonkurrence i Paris. Billederne stammer fra en efterhånden større samling af fotografier, jeg har taget af trapper rundt omkring i Danmark – ene og alene på grund af min passion og ikke med en bestemt konkurrence eller kunde som formål. Det har givet mig friheden til at se på trappen som en slags skulptur i rummet og få de former og det udtryk frem, som gør trappen til noget unikt.
De fire trappebilleder
De fire trappebilleder er alle taget i ikoniske bygninger i Danmark. Det drejer sig om Fællesdomicilet, Odense (Henning Larsen Architects), Musikkens Hus, Aalborg (Coop Himmelb(l)au, Helix-trappen, Experimentarium KBH (CEBRA Architecture) og FN Byen, KBH (3XN).
Derfor var det også med stor stolthed, at jeg i juni modtog beskeden om, at jeg har vundet bronze i den anerkendte internationale fotokonkurrence Le Prix de Photograhie, Paris. Det er en af de mest prestigefyldte fotokonkurrencer i Europa med en jury bestående af fotografer og fotoredaktører fra medier som Time Magazine i New York og Photographer Magazine i London.
Juryen har udvalgt mine billeder af trapper blandt tusindvis af fotografier fra over 85 lande.
I forbindelse med min præmiering bliver fire af mine trappe-billeder udstillet fra den 10.-14 juli på Espace Beaurepaire i Paris sammen med de andre vindere.
Er du interesseret i at læse mere om Le Prix de Photograhie og se mine billeder, kan du gå ind på https://px3.fr/winners/px3/2018/
Pssst! Er du arkitekt eller har samme interesse for trapper som mig, så tip mig gerne, hvis du ser en smuk trappe. Jeg vil nemlig meget gerne forstætte med at fotografere de spændende trin
Helix-trappen, Experimentarium KBH (CEBRA Architecture)
FN Byen, KBH (3XN).
Musikkens Hus, Aalborg (Coop Himmelb(l)au
Fællesdomicilet, Odense (Henning Larsen Architects)
Leave a reply