Lys er en vigtig del af mit arbejde, da fotografi i al sin enkelthed handler om at kunne se lys. I udstillingen Lys, som i sommeren 2019 blev vist på Læsø, har jeg sammen med to kunstnere udstillet værker, som alle har det tilfælles, at de har lys som primær insprationskilde.
I sommers udstillede jeg sammen med to seje kunstnere, hvis arbejde jeg beundrer, keramikeren Louise Egedal og billedkunstner Vivi Christensen. Udstillingen var et resultat af en fælles interesse for at udtrykke forskellige sider af lys, som den hvide farve på brændt ler, de ubrugte flader på lærredet og det lys og mørke som udfolder sig i fotografiet. Udstillingen blev vist i Luddes Hus på Læsø. Luddes hus er ejet af Læsø Kunstforening, og det var dem, som havde inviteret os til at udstille i 14 dage i starten af juli 2019.
De billeder, som jeg udstillede, var landskabsbilleder, som jeg har taget tæt, hvor jeg bor. Jeg har igennem mange år, haft en fritidsinteresse i at tage billeder af den natur, som jeg til dagligt befinder mig i. Især elsker jeg at tage billeder af vinterlandskaber, da jeg finder det blege lys og de sarte nuancer utrolig smukt. For mig var det helt oplagt, at mine billeder til udstillingen skulle være mine landskabsbilleder, da jeg bliver meget inspireret af lyset i naturens og den måde lyset kan skabe forskellige stemninger i et billede.
Keramiker Louise Egedal
Louise Egedal arbejder indenfor keramik, maleri og skulptur. Fællesnævneren er enkelhed og ro, hvor eksperimentet med materialerne er i fokus. Egedals keramiske serie til udstillingen er de enkle unikaværker inspireret af den klassiske danske håndværkstradition kombineret med den japanske “Wabi-sabi” æstetik. På forskellig vis opsuger eller reflekterer værkerne lys, hvilket bestemmes af lerets beskaffenhed og glasur.
Se mere af hendes keramik i dette blogindlæg
Louises hjemmeside
Billedkunstner Vivi Christensen
Vivi Christensen er optaget af maleri som fortælling og maler på store åbne lærreder.
Hendes værker kredser om de nære relationer og de inderste følelser, og knytter sig til den tradition i kunsthistorien, hvor livet bruges som afsæt for kunsten. Som f.eks. Anna Ancher og Louise Bourgeois har gjort det. På udstillingen viser Christensen værker som kredser om et mere sanseligt og ekspressivt udtryk.
Vivis hjemmeside
Leave a reply